Vi regner med, at du er rimelig ny til bueskydningen, siden du har slået op på denne her side. Måske blev du inspireret af den seneste middelalderfilm, som får dig til at søge efter en bueskydningsklub?
Vid: at der findes mange former for bueskydning.
Når det er sagt - så er Køge Bueskyttelaug en idrætsforening under forbundet "Bueskydning Danmark". Derfor ser vi bueskydningen som en sportsgren, som der holdes stævner i. Og når vi snakker buesporten, så har den fået en bestemt opdeling i klasser og discipliner, som vi beskriver nærmere nu.
Der er 4 bueklasser:
Recurve, Barbue, Compound og Langbue (hver især igen inddelt i forskellige aldersklasser samt herre/dame). Disse klasser er defineret ud fra buetypen (udformning og kendetegn):
Recurvebuen (Olympic Recurve) er en moderne bue, som er optimeret til at være ekstremt højtydende og nøjagtig. Buen er i praksis oftest 3-delt og består af en metalhåndsektion og 2 bueben i en laminering af carbon og træ eller bambus. Buen fremstår, når den er spændt, ikke i den velkendte "D-Form" af en gammeldags "Robin Hood bue", men buen har en lille "kurve" på enderne - heraf betegnelsen "Recurve". Buestrengen rører, pga. recurven, en del af buebenene - lige dette er i buesporten kriterie for, om en bue hører til recurve- eller langbueklassen.
I bueklassen Recurve må Recurvebuen skydes med adskillige hjælpeindretninger som sigte, stabilisator, klikker, plunger osv. Det er disse buer, der bruges til OL, og skytter med den slags buer vil på engelsk gå som "OR archers" (Olympic Recurve).
En Barbue i buesporten er en "bar bue", dvs. uden ovenstående hjælpeindretninger på buen. Som barbue bruges typisk også de moderne 3-delte recurvebuer med metal håndsektion. Idet en barbue ikke har et sigte til at hjælpe skytten, bruger skytten metoder som "string walking" for at opnå det bedste resultat.
I klassen "Compound" skydes der selvsagt med en Compoundbue. En moderne compoundbue er en grundlæggende forskellig konstruktion end andre buetyper. Den har en streng som føres over flere hjul således at trækstyrken, altså den påvirkning som det kræver at trække strengen ud fra buen, fordeles på en anden måde end ved de konventionelle buer. Det er således nemmere at holde en compoundbue stille når man har trukket den helt ud, end det er ved en recurve-, bar- eller langbue. Det gør den særdeles velegnet til jagt, hvor man kan holde sigte på dyret i længere tid.
En langbue er i sportens verden defineret som en bue, hvor strengen ikke rører selve buebenene, men kun rører den kærv den er sat i i enderne. Langbuer kan være D-formede (som de gamle engelske langbuer), men også have en lille recurve i enderne (ud fra bueformen ville man faktisk i det tilfælde tale om at der er snak om en hybridbue, eller reflex-deflex bue - i sporten er den dog stadig defineret som Langbue, forudsat altså at strengen ikke rører buen andre steder end i kærven). Langbuer behøver ikke engang være specielt lange.
Til alle buetyper har forbundet World Archery derudover fastsat flere andre kriterier, som buen, skyttens udstyr og pilene skal opfylde for at buen officielt kan skydes i en af ovenstående bueklasser.
Forvirret?
Det var også en lang smøre. Det er så ikke slut her.... for indenfor buesporten findes der derudover forskellige discipliner:
Skiveskydning, 3D skydning, Feltskydning (også kaldet Arrowhead), Combat Archery og Achery Run.
Skiveskydning kan foregå med alle ovennævnte buetyper på forskellige afstande alt efter aldersklasse....
3D skydning får en ekstra bueklasse, der hedder "Traditionel".... osv.
Det er nok bedst vi ikke fylder mere viden på! Du kan altid dykke heeeeelt ned i ovenstående ved at se dig omkring på Bueskydning Danmarks webside. Der ligger lovkompleks og hele molevitten, hvis du engang skulle få lyst.
I Køge Bueskyttelaug underviser vi først og fremmest i skydning med recurvebue på målskiver (de såkaldte ansigter).
Ikke blot pga. vores sportslige indgangsvinkel. Men også fordi OR skytter anvender en supergigaoptimeret teknik som giver konsistent gode resultater i stævner (hvilket kan ses på vores egne eliteskytter).
Recurve skydningen er derfor helt grundlæggende bueskydningsteknik, som alle skytter har en fordel af at lære fra start!
Nå ja, når alt kommer til alt, så er der utallige former for bueskydning, som ligger udenfor de officielle idrætsforbund. Som fx når vi skyder julepynt til julefrokosten i klubben, eller speedshooting fra hest, eller andre trækteknikker end splitfinger, eller trickshots, cloutshooting, running archery, stump roving, eller hvis du skyder trumb-draw med tommelfingerring på en høballe på din mark med en koreansk rytterbue på 56"! :-)